Adventisterne: Et mærkeligt folk i mærkelige tider
Så hvad er en “syvende dags adventist” lige for en størrelse? Metodister og baptister har det måske lidt mærkeligt ved at skille sig ud fra lutheranerne (eller rettere, “Folkekirken”), men i konkurrencen om at have det mærkeligste og mest ukendte navn, dér vinder adventisterne helt sikkert. Jeg tilhører dette trossamfund, Syvende Dags Adventistkirken (SDA), og har endda haft den fornøjelse at vokse op her. Det ligner ikke en mærkelig trosretning, dérfra hvor jeg står, for de første mange år af mit liv var det alt, hvad jeg kendte.
Skal vi hoppe tilbage i historien – og det plejer ofte at være en fordel for at forstå et trossamfund – så finder vi adventismens begyndelse i Amerika i en periode fyldt med religiøs vækkelse. USA har altid været anderledes end (Nord)Europa, idet der ikke har været en statskirke, og derfor følte de forskellige trossamfund sig meget lige stillede og naturligvis også mere frie til at ytre sig – det forklarer nok også ultimativt, hvorfor der er flere dedikerede kristne i USA i dag, end der er i vores del af verden. Det var i en sådan sammenhæng, hvor alle var kristne (kendte bibelen, kom i kirke, aldrig bandede, etc.), at flere kristne bevægelser opstod. Mest kendt er naturligvis Jehovas Vidner og Mormonerne, som vi af samme grund associeres med på godt og ondt.
Adventismen opstod gennem Millerbevægelsen, som er opkaldt efter William Miller. Han var bonde af uddannelse (eller hvad man nu vil kalde det), men havde valgt at lade sine sønner passe farmen, mens han selv fokuserede på bibelstudier. Gennem en historisk-kritisk tilgang til Daniels Bog kom han frem til, at Jesus skulle komme igen i 1843! (Det blev senere rettet til 1844, fordi man havde glemt at tage hensyn til det tvetydige år nul (f./e. Kr.) i beregningerne.) Han fik mange med på den vogn, og selv om de endnu ikke kaldte sig adventister, så har adventisterne (deres efterkommere) hørt for denne fejltagelse lige siden og bliver derfor mødt med en vis skepsis. Jesus kom jo ikke igen, og i bakspejlet virker det naturligvis som en fjollet ting at spekulere i, men det er selvfølgelig også den letteste måde at være klog på, altså bagklog.
Men ud af denne massive skuffelse over, at Jesus ikke kom på himlens skyer for at hente sine tilhængere, voksede der dog hos nogen en større interesse for bibelen, en fornyet lyst til at forstå, hvad det så var for noget den snakkede om, når den snakkede om “2300 morgener og aftner” og “helligdommens renselse”, etc.. Man lærte af fejlene, men man kastede ikke alle overvejelser, man havde gjort sig, over bord af den grund, at Jesus ikke kom igen. Man dykkede dybere ned i Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring for at finde ud af, hvad man havde misforstået. Adventisterne kom frem til, at vi nu nærmer os enden, og at mange vilde ting skal til at ske. De følte sig kaldet til at prædike det til de andre kirker (“Brødre og søstre, Jesus kommer snart igen!”). Hvad der egentlig startede som en tværkirkelig bevægelse, et økumenisk fællesskab, blev i 1863 officielt et kirkesamfund. Som kirke så adventisterne deres primære rolle som et lys for andre kirker i en kompleks endetid, som man havde brug for at forstå ud fra bibelen, så man vidste, hvordan man bedst fulgte Jesus.
Det var dengang i 1800-tallet, og nu sidder jeg i 2010 og er præst i en kirke med den tradition. Du kan finde mange forskellige adventister i dag, og nogen lægger mere vægt på det eskatologiske perspektiv (altså alt det om dommedag og endetiden) end andre. Men uanset om man som adventist går meget op i det i dag, så er der ingen tvivl om, at det ligger i vores arv, og jeg er sådan set glad for den fortid og de lærdomme, der er kommet ud af det.
Med den arv følger naturligvis også det kald, som kirken har følt (og i nogen grad stadig føler) til at prædike til andre kirker. En sådan mission er ikke populær i det 21. århundrede, den indstilling forekommer de fleste temmelig arrogant. Kirken opstod dog som sagt i et land og i en tid, hvor alle kendte bibelen, så de kan dårligt bebrejdes for en sådan “indre mission”, da mission til ikke-kristne ikke var noget, som nogen overvejede (heller ikke andre kirkesamfund). Tiderne har skiftet. I dag er det måske mere på sin plads at henvende sig til de mange mennesker lige omkring os, der ikke engang kender Jesus? For folk har “glemt” hvem Jesus er. Vi lever i et postkristent samfund, hvor kristendommens værdier gennemsyrer den sekulære virkelighed, men ingen ved, hvad der står i bibelen længere. Derfor er det tid til at fokusere på Jesus som person og knap så meget på, hvad der skal ske til sidst ifølge bibelen, for det kan man alligevel kun forholde sig til i lyset af Jesus som herre og frelser.
Adventisterne har en udfordring her. De vil gerne være adventister og holde fast i den arv, de har som en endetidsbevægelse. Men samtidig har verden ændret sig, og som alle andre kristne har vi måske ikke længere tid til at diskutere så meget med hinanden, men må fokusere på den sekulariserede verden omkring os, der først og fremmest har brug for at møde Gud.
23. august, 2010 kl. 23:29
Se Matt:24 vers 14 og Daniel :2 vers 44.
23. august, 2010 kl. 23:44
Tak for versene, Birgit.
24. august, 2010 kl. 01:10
William Miller er interessant. Det var godt, at hans arvtagere ikke smed det hele over bord – men fandt frem til en mere billedlig fortolkning af hans profeti. Jeg forstår din taknemmelighed for at have del i den arv.
24. august, 2010 kl. 07:27
Tak for kommentaren, Lars. Der var naturligvis også rigtig mange, der droppede det hele efter skuffelsen i 1844 – men en lille gruppe mennesker arbejdede videre med de tekster, de ganske åbenlyst havde misforstået.
24. august, 2010 kl. 13:02
Men må det ikke konstateres, at forsøg på at beregne tiden for Herrens genkomst har slået fejl mange gange. Et af de tristeste og måske også ædleste eksempler var den katolsk-apostolsk Kirke. Jehovas vidner trækker man mere på smilebåndet af – de har flyttet datoen for mange gange. Tidspunktet 1844 er også ved at være temmelig langt tilbage i historien. Det samme kan siges om Swedenborgianerne.
24. august, 2010 kl. 13:14
Jeg kender ikke ret meget til, hvilke andre bevægelser der har forsøgt at regne ud, hvornår Jesus kommer igen, selv om det sikkert kunne være et spændende studium.
Adventisterne holder fast i datoen, 22. oktober 1844, og mener fortsat officielt, at 1844 er eskatologisk betydningsfuldt – dog erkender de, at Miller (og hvem der ellers var med i den bevægelse) misforstod datoens betydning.
24. august, 2010 kl. 13:23
- men også ud fra den tankegang er det efterhånden længe Jesus har været i den himmelske helligdom for at gennemgå bøgerne der. Jesus selv siger, at ingen kender tiden for dommen, ikke engang ham selv. Det er en hemmelighed, som er gemt hos den himmelske Fader.
24. august, 2010 kl. 13:43
Nu blev jeg lidt nysgerrig efter, hvor du kommer fra, Claes, for du kender jo tydeligvist lidt til det.
Jeg kan sagtens følge dig i, at ideen om at Jesus har bladret gennem bøger eller foretaget en form for himmelsk tempelpraksis i alle disse år forekommer absurd set med menneskelige øjne. Disse billeder må dække over noget større – jeg er i den sammenhæng glad for det juridiske aspekt af adventisternes udlægning. Vi (SDA) siger, at det ultimativt er spørgsmålet om Guds retfærdighed, der skal afgøres gennem hele denne proces (se f.eks. Rom 3,4), hvor korsfæstelsen står som det stærkeste bevis for hans godhed. Alt, der foregår i himlen, med bøgerne der bliver åbnet foran den gamle af dage, osv., er centreret om det spørgsmål.
24. august, 2010 kl. 15:23
Først, jeg er ikke en frafalden syvende dags adventist, men døbt i folkekirken og konfirmeret der. Som 21 årig konverteret til den romersk katolske Kirke. Har altid interesseret mig for religion og læst om forskellige religioner og kristne retninger. Adventismen står for mig som en temmelig konsekvent bibeltroende retning. Jeg har kendt flere oprigtige og alvorligt troende adventister, som var gode kristne med en ærlig vilje til at følge i Mesterens fodspor.
24. august, 2010 kl. 15:30
Lyder til du også har en ganske interessant baggrund
6. oktober, 2011 kl. 22:37
Halløjsa
Har i gennem nogen tid læst om SDO. Og er af hjertet interesseret i at lære mere om kirken og troen.
HVIS det skulle komme så vidt, at jeg ville konvertere fra almindelig (utilstrækkelig mættet) skabstroende folkekirke medlem til Adventist.
Hvad kræves der så af undertegnede?
Kan ikke finde et klart svar på om alle er vegetarer (som jeg har været af politiske årsager)?
Hvilken udgift som jeg skal oppebære for at være medlem?
Hvad der forventes af et medlem af samfundet?
Jeg har et udfordrende arbejde, som byder mig at arbejde en del weekender og aftener. Selv om dette hindre mig i at komme i kirken hver weekend, husker jeg da (Matthæus 6,6). Vil det få konsekvenser for accepten af mig, at jeg ikke frekventere kirken hver lørdag?
Jeg ryger ikke, drikker ikke alkohol, lever et kristent liv på mange områder. Men syntes ikke at der er substans nok i folkekirken. Men nyder dit indlæg om det økumeniske samarbejde. I sandhed en opgave som ikke bør overses.
Og har igennem 2 år overvejet at tage kontakt til en Adventistkirke.
Håber du vil hjælpe mig på vej
Vaya con Dios
Jenner
7. oktober, 2011 kl. 11:08
Kære Jenner,
Vi har ikke faste procedurer i forhold til “reglerne” på den måde. Folk i vores kirke følger deres tro og samvittighed og respekterer hinanden.
For nogen betyder det at være vegetarer, mens det for andre betyder at være vegetarer, når de spiser med andre adventister, der er det.
Der er også forskellige måder at holde sabbat på, selv om der er stor enighed om for eksempel ikke at gå i butikker og at gå i kirke – men hvis man ikke kommer engang, så har vi ikke en efterretningstjeneste, der kommer efter én. Højst en bekymret præst, hvis han ikke har set én længe.
At du ikke ryger er vanligt – det er det de færreste medlemmer der gør. Alkohol er (desværre) blevet mere udbredt, især blandt den yngre generation, og det synes jeg personligt er meget sørgeligt. Men disse er “kendte” synder, som mange snakker om – spørgsmålet er de andre ting, Bibelen snakker om. Sladrer du om folk? Dømmer du andre? I Adventistkirken kommer vi alle til kort – ligesom i andre kirker – og har brug for Kristi nåde og tilgivelse i vores liv.
Mit råd: Kontakt en præst i dit nærområde. Det er ganske uforpligtende. Meld klart ud til ham/hende, hvad du gør dig af overvejelser, og så kan I tage den derfra i det omfang, du har lyst. Du kan finde en lokal præst her: http://adventist.dk/Default.aspx?ID=1656
Hvis du bor i nærheden af Silkeborg eller Århus, så kan du tage kontakt til mig på tlf.: 22 50 31 77, og så kan vi aftale et møde.
Hilsen Lars.