Jesus sagde til Thomas: »Jeg er vejen og sandheden og livet.«
Dette er både kristendommens provokation og appel.

Det er en provokation i et land, hvor muslimer, kristne, jøder, new agere alle sammen “jo har den samme religion og den samme Gud”, og hvem har lov at sige nogen imod? Vi åndelige mennesker må jo stå sammen, og så snart vi bilder os ind, at andre religiøse ikke er på den rigtige vej (som vi er), så er vi jo fundamentalister. “Er din vej til frelse måske bedre end min?” kan lyde som et retorisk spørgsmål, men det er bedre, end de fleste indser. Provokationen bliver endnu mere tydelig, når vi faktisk lader Jesus tale helt ud, for sætningen, jeg netop har citeret, var knapt nok færdig: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.« Svaret er altså ja. “Der er en bedre vej til frelse.”  Jesus er en bedre løsning end Muhammed, Buddha, Hare Krishna, og Oprah. I virkeligheden er han den eneste løsning, og vi kan ikke følge ham (tro på ham) uden at erkende dette.

Men det er ikke bare en provokation. Det er også en appel. Det betyder, at man i stedet for at stå for alt (og dermed ingenting), faktisk står for noget. Det betyder, at troen er til at føle på, den kan defineres og forklares, og der er et grundlag for at bekræfte det, som vi allerede ved intuitivt: At noget er rigtigt og at noget andet er helt forkert. Det betyder samtidig, at alt ikke er op til mig – og dette havde været værre end alle alternativer – men er i stedet op til ham. Vi er ikke længere fanget i et system, der bygger på falsk tolerance, men kan tale med integritet om, hvad vi tror på. Og vigtigere: Hvem vi tror på.

Jesus opstod fra de døde for godt 2000 år siden. So what? For de fleste mennesker virker det formodentlig lidt vildt at skulle gå og spekulere over noget, som muligvis skete for så længe siden, for selv hvis det gjorde, hvad gør man så med det? Jeg snakkede selv med en fyr engang, der sagde, at han faktisk havde overvejet kristendommens påstande seriøst. Han var dog kommet frem til at det i sidste ende ikke var værd at gå og spekulere over, da det ikke havde nogen særlig betydning for hans hverdag, om ham Jesus stod op eller ej.

Denne tankegang ignorerer det åbenlyse: For mange mennesker har det åbenbart en betydning lige nu og her, siden de vælger at lade det påvirke hele deres måde at opføre sig på. Det beviser ikke, at det er sandt, og at de ikke tager fejl – det er ikke det, som er pointen. Det viser dog, at der for mange mennesker må være en form for rationale bag det de gør. På en eller anden måde ser de en forbindelse mellem Jesu opstandelse og så deres egen livsstil. Hvis han virkelig opstod dengang for længe siden, så betyder det et eller andet nu, som gør, at man må ændre måden, man tænker og lever på.

At Jesus opstod kan selvfølgelig betragtes som et meningsløst faktum, en excentrisk detalje fra en alternativ historiebog. Hvad der forandrer situationen er den dag, man selv stirrer døden i øjnene og ikke har overvejet, hvad ens plan er. Hvis Jesus opstod fra de døde, er det så ikke fornuftigt at antage, at manden havde fat i et eller andet?

Et tilfældigt menneske kunne måske opstå fra de døde, hvem ved, og han ville få meget opmærksomhed af medierne, særligt hvis man kunne komme frem med dødsattester og vidnesbyrd fra læser, etc.. Men hvis han var kendt af alle sine venner og sin familie som en uambitiøs mobilsælger med tvivlsomme moralnormer (undskyld mobilsælgere), så ville vi nok efter noget tid ignorere ham og måske endda benægte, at han opstod fra de døde, når vi efter noget tid glemte beviserne. Der er en grund til, at Jesus ikke blev glemt (udover at han opstod). Hvad der gør Jesus speciel er, at hans opstandelse – excentrist og unik som den i forvejen er – også skete i en speciel sammenhæng. Det skete for en person, der i forvejen havde ytret nogle meget unikke påstande. Han havde gjort sig lige med Gud og havde tilmed sagt, at han kom for at “give liv” til andre. At han en dag skulle dømme alle mennesker og for øvrigt var konge af en kommende verdensorden. Hm.

Påsken er vores chance for at minde folk om, at ikke bare opstod Jesus fra de døde – en historisk hændelse, der bakkes op af mange kendsgerninger – men at det også har relevans for vores liv lige nu. Hvis det han sagde var sandt – og hans opstandelse giver os grund til at tro, at det var det – så ville det være klogt at investere tid og kræfter på at undersøge, hvad Jesus stod for.

Af og til ser vi et problem og prøver at løse det uden at forstå, at der under dette nok så store problem gemmer sig et endnu større problem, som vi måske hellere burde koncentrere os om at løse – men som det nok desværre er lidt for sent at gøre noget ved. Det er i en sådan situation Folkekirken befinder sig, når diskussionen om hvorvidt homoseksuelle skal kunne vies tordner og buldrer mellem fløjene og tvinges i knæ af en folkelig og relativistisk minister som Manu Sareen.

Noget af spørgsmålet handler naturligvis om homoseksualitet og syndsbegrebet og kirkens lære om begge dele. Hvad vi måske ikke ser nær så tydeligt – og hvad vi kristne måske heller ikke har været så gode til at pege vores opmærksomhed hen imod – er, hvad der egentlig er sket med kærligheden som koncept. Hvad er romantisk kærlighed? Hvad er ægteskab, for så vidt? Hvad er grundlaget for at gifte sig, og hvad var egentlig Guds formål, da han ifølge historien indstiftede ægteskabet og gennem forfatteren til 1. Mosebog erklærede: “Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.” (1 Mos 2,24)

Den sentimentale kærlighed fra MTV

Hvilken sang er egentlig “hot” lige nu? Jeg bladrer lige lidt på MTV’s sider. Der er Interpol med en sang, “C’mere”, hvor forsangeren bl.a. synger: “It’s way too late to be this locked inside ourselves. The trouble is that you’re in love with someone else. It should be me. Oh, it should be me.” Stakkels fyr. Han virker lidt besat af den pige, han synger om… Så er der Beyonce med sangen, “Sweet Dreams”. Hun er åbenbart også i sit romantiske mood. “Lost in a fairytale, can you hold my hands and be my guide?” spørger hun, og erklærer “you’re the perfect lullaby”. Hun beskriver sin elskede som en drøm og siger: “I don’t wanna wake up from you” Hun beder ham tatovere sit navn over hendes hjerte og siger, at ikke engang døden vil skille dem. Det lyder da om noget som Marriage 2.0.

Hvad er pointen? Pointen er, at moderne kærlighed typisk beskrives som en emotionel besættelse. Alle, der har været forelsket, kan nok forholde sig til dette. Men i MTV-mentaliteten bliver nyforelskelsen bare ved, og ved, og ved. Med ord som “fairytale” og “dream” og “perfect” slår Beyoncé tonen an, og teenagepiger i vesten lærer gennem hendes sang, hvad de tror kærligheden er. Deres forældre kan måske prøve at fortælle dem, det reelt ikke altid føles sådan at være gift, men døtrene ruller bare opgivende med øjnene: “Mor, du forstår dig ikke på den slags! Du giftede dig jo med far!” Uden at vide det er de blevet hjernevasket i, at kærlighed kun handler om dem selv og deres følelser, og at partneren er til for at opfylde alle deres behov og længsler. Tankegangen er et dystert produkt af vores individualistiske, hedonistiske, postmodernistiske forbrugerkultur blandet sammen med en åndelig længsel, vi hellere skulle rette opad.

Den sociale kærlighed fra Asien

Som reaktion forsøger konservative kræfter at modvirke disse nye tendenser ved at prædike, at ægteskab ikke handler om individuel opfyldelse, men om social sikkerhed og familie. Dette er formodentlig romantikken og det sentimentale kærlighedssyns fjende nr. 1. Vi skælder araberne ud, fordi forældrene bestemmer, hvem deres børn skal gifte sig med. “Hvor forfærdeligt!” siger vi og begiver os ud i tvivlsom lovgivning. Vi har allerede glemt, at for et par generationer siden gjorde vi præcis det samme i vores del af verden og havde det fint. Romaner som Jane Austen’s “Stolthed og Fordom” har naturligvis gjort sit for at gøre op med den sociale kærlighed, men i mange år var det nu engang sådan det foregik, og både kvinder og mænd fandt sig i denne form for business-kærlighed.

I de dele af verden, hvor kærlighed stadig handler om det sociale, om familien, om æren og om økonomisk sikkerhed, dér er ægteskab pudsigt nok mere holdbare. Der er i hvert fald færre skilsmisser, og der er – tro det eller lad være – også større tilfredshed i selve ægteskaberne. Det vestlige krav om romantik og lidenskab lægger et pres på vores ægteskaber, og romantikerens uundgåelige skæbne er skuffelse. “Min mand forstår mig ikke,” bliver herhjemme tilstrækkeligt grundlag for en affære, mens kvinder i Asien bare tilfreds havde tilføjet: “Men han tjener godt med penge og elsker mig.”

Den bibelske kærlighed fra begyndelsen

Bibelen gør, så vidt jeg kan læse, op med både det sentimentale kærlighedssyn og det sociale. I Bibelen er ægteskabet ikke en social kontrakt blottet for følelser og lidenskab. Omvendt er lidenskaben heller ikke ægteskabets primære formål, selv om enhver ægtefælle bør anstrenge sig for at bevare den.

Ægteskabets essens er at være et billede af Gud. Det er det første, Bibelen overhovedet har at sige om det specielle forhold mellem mand og kvinde: “Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” Sammen – og ganske givet hver for sig – reflekterer de Gud. Verset er ikke utvetydigt, men at det implicit handler om ægteskabet synes alligevel klart at dømme ud fra det næste Gud har at sige til dem: »Bliv frugtbare og talrige« Dette, ved vi fra den senere historie (bl.a. De ti Bud), at Gud ikke ville have sagt til en mand og en kvinde, som ikke var gift. Skabelsesberetningen fortæller os altså, at det første ægteskab var indstiftet af Gud til at være en refleksion af hans egen natur, og at dette skulle være grundlaget for familien som enhed.

Efter syndefaldet bliver ægteskabet også brugt som et billede på det særlige forhold, der indstiftes mellem Gud og mennesker, når vi bliver genforenet. Jesu genkomst omtales i Bibelen ofte som et bryllup. Og det bliver et bryllup – det ultimative bryllup – hvor gommen (Jesus) forenes med sin brud (de frelste). (Mat 22,2; Åb 19,7) Dette billede er vigtigt for Paulus, idet han forklarer, hvordan mænd skal tage vare på deres koner. (Ef 5,32) Paulus forklarer i den sammenhæng, at manden og kvinden har forskellige roller i ægteskabet, da de ikke er ens, selv om de selvfølgelig begge er lige værdifulde. (Ideen om at manden og kvinden er ens og nærmest skulle kunne erstatte hinanden i alle henseender er meget ny og efter min mening fjollet.)

Paulus beskriver forskellen på følgende måder, og mange har diskuteret, hvad man skal lægge i det, men at en forskel eksisterer efter hans mening kan i hvert fald ikke benægtes: “Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt. […] Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand.” Jeg er ikke selv 100% afklaret med, hvordan dette ser ud i praksis, men Timothy Keller har skrevet en bog om det, “The Meaning of Marriage”, som jeg fandt aldeles fremragende.

I denne bog argumenterer Tim Keller også for, at det primære formål med ægteskabet er at reflektere Gud. På et tidspunkt i bogen spørger han: Hvordan ser det ud at blive forelsket indenfor det bibelske paradigme? Han svarer, at det sker, når man ser et glimt af, hvor smuk en person kan blive i Kristus. Du ser det smukke i din ægtefælle og dedikerer dig selv til at få det mere og mere frem, så hun/han bliver mere lig Gud.

Konsekvensen af god teologi om ægteskab

Når vi forstår, hvad ægteskabet er, og hvad det ikke er, så begynder det også at påvirke, hvordan vi ser på alle andre spørgsmål relateret til ægteskabet. God teologi omkring ægteskabet er nødvendigt for at cementere svaret på de andre spørgsmål, som vi drøfter for tiden. Jeg er ikke imod homoseksuelle vielser, fordi jeg har noget negativt syn på homoseksuelle, men fordi jeg har et positivt syn på ægteskabet.

Hvis ægteskabet i virkeligheden er én af Guds måder at gøre os mere hellige på, altså at forme os til at være mere som Gud, giver det så mening at vie to mennesker, der ønsker et homoseksuelt samliv? Det kan jeg ikke se for mig.

Når vi ser, at manden og kvinden bidrager på hver deres måde – maskulint og feminint – til ægteskabet, og at dette er en del af Guds plan for ægteskabet, giver det så mening at vie to mennesker af samme køn? Det tror jeg ikke.

Hvorfor insisterer homoseksuelle så på retten til at blive viet i kirken? Én af grundene er, at de lever i det samme sentimentale paradigme, som næsten alle danskere lever i. Ægteskabet, tror de, “handler om mig og mine lyster og mine behov for tilfredsstillelse og romantik, og det må præsten da kunne se er en smuk ting”. Når vi får frem i dagens lys, hvad kristent ægteskab egentlig vil sige, så vil disse spørgsmål dog besvare sig selv. Rådhuset kan operere frit efter samfundets foranderlige syn på kærligheden; kirkerne kan ikke, hvis de fortsat agter at være tro mod deres grundlag.

Den nye kirkeminister arbejder for vielse af homoseksuelle og ser en mulighed for at realisere det, hvis bare man kalder det noget andet end det, som det faktisk er. De bliver ikke “ægtefæller”, men “livsfæller”. Ellers er alt det samme, bortset fra at man nu har en masse biskoppers opbakning. Manu forklarer, hvorfor han har gjort dette ordvalg.

“Jeg er også chef for kirken og skal holde sammen på den”, siger Manu Sareen. (Kilde: Kristeligt-Dagblad.)

Jeg er ked af at måtte skuffe dig, Manu Sareen, men det er du ikke.

Det er Kristus.

Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed. (Efeserbrevet 4,14-16)

Syvende Dags Adventisterne, som jeg selv er en del af, har altid lagt stor vægt på et specifikt skriftsted i Åbenbaringens Bog, nemlig Åb 14,6-12.

v6 Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, v7 og englen sagde med høj røst:
Frygt Gud og giv ham ære,
for timen er kommet, da han dømmer.
Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.
v8 Og en anden engel fulgte efter og sagde:
Faldet, ja, faldet er det store Babylon,
som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin.
v9 Og en tredje engel fulgte efter dem og sagde med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, v10 skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. v11 Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat, de der tilbeder dyret og dets billede eller tager dets navn som mærke. v12 Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.«

Til tider har kirken måske ligefrem regnet skriftstedet som sit eget, idet vi har identificeret os med de tre engle, der bliver beskrevet og som bringer et evigt evangelium. Det er nemlig budskaberne i disse vers, vi gerne vil forkynde! Men vi identificerer os også med de “som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus”. Guds bud er lige så vigtige som de altid har været, og det samme er Jesus, som selv var lydig indtil døden.

Man kan undre sig over hvorfor et sæt så mærkelige vers er så vigtige for Adventisterne. Er der ikke mange andre gode vers at tage af? Men der er mening i galskaben. Versene virker kun mærkelige, fordi de er trukket ud af en større sammenhæng, nemlig det plot vi finder i Åbenbaringens Bog. Bogen er ikke den mest læste i danske kirker, kan jeg forestille mig, så jeg vil her forsøge at gøre lidt rede for bogens indhold.

Bogen handler om Jesus. Den starter med ordene: “Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske,” og det er præcis hvad bogen er. En åbenbaring af Jesus om Jesus. Johannes ser Jesus (også kaldet Menneskesønnen), og han ser fantastisk ud og har endda et sværd i munden – et tegn på at hans ord kan skære gennem alt! Johannes bliver forskrækket og falder om på jorden, men Jesus siger: “Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.” (Åb 1,17-18) Og henimod bogens slutning (cirka 22 kapitler senere) finder vi en lignende udtalelse fra Jesus:

v12 »Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er. v13 Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden. v14 Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen. v15 Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn. v16 Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.« (Åb 22,12-16)

De fleste, der har læst bogen, ved, at det er svært at sige noget generelt om den, udover dette: Jesus, Menneskesønnen, Lammet er vinderen, fra start til slut. Hele slagets gang domineres af ham, der sidder på tronen i universets centrum (kapitel 4 og 5). Men mange forfærdelige ting skal også ske. Naturkatastrofer og plager er hverdagskost i Åbenbaringen. Forfølgelse af Guds folk, ofte kaldt “de hellige”, bliver ved og synes ingen ende at tage. »Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden?« spørger de døde martyrer meget sigende, ikke fordi de døde kan tale eller for så vidt bekymre sig, men fordi det litterært er med til at understrege udsættelsen af Herrens Dag. (Åb 6,10)

Det vigtigste, de troende (“de hellige”) skal lære i denne tidsperiode, er, at denne verden ikke er deres hjem. Dette er plottet i Åbenbaringens Bog, som låner næsten alle sine billeder fra Det Gamle Testamente. Guds folk er i eksil. Israelitterne var slaver i Egypten i 400 år. Jøderne var fanger i Babylon og længtes hjem i 70 år. Da de endelig kom hjem, var landet ikke længere deres eget, men de skulle betale skat til Romerriget og underordne sig hedenske herskere som Herodes. Åbenbaringen fortæller en historie, de allerede kendte og stillede et spørgsmål, som alle troende kan relatere til: Hvordan kommer vi hjem?

Satan er fjenden i denne fortælling. Han er den indirekte konge af Babylon, og som den store drage, der sammen med sine loyale engle blev styrtet fra himlen, som vi kan læse i Åb 12,7-12, så er han meget vred. Vred over at være blevet styrtet, og derfor forfølger han Guds folk på jorden. Han forsøger at danne sit eget gudsrige på jorden og kalder mennesker til sig for at realisere det. Han kalder et dyr op fra havet og giver det magt. (Åb 13) Dyret fra havet giver sin magt til et nyt dyr fra landjorden, som går hans ærinder. De forfører folk med mirakler og undere og sætter deres navne på dem for at erklære dem deres egne (og ikke Guds). De får mennesker til at tilbede dem selv, det skabte, i stedet for at tilbede Skaberen. De indgår syndige forhold med verdens herskere og købmænd, som i Åbenbaringen beskrives som seksuelle relationer. Satan samler alle magter for at skabe sit eget rige.

Men Guds engle erklærer, at det er til ingen verdens nytte. Enden skal komme, og de skal få, hvad de fortjener. Det kan måske se smukt og dragende ud på ydersiden, men det ændrer ikke på det faktum, at Babylon er faldet (Åb 18), og Guds rige vil sejre til sidst. Dette budskab er essensen af de tre engle, du læste om i starten. Dyrene og Djævelen smides i ilden af svovl. Bogen konkluderer med en smuk vision om, hvordan Det Nye Jerusalem skal komme ned fra himlen, og Guds bolig skal være hos menneskene. Vores folkelige fantasier om at vi skal spille på harper i Himlens skyer har intet at gøre med de beskrivelser, vi får i slutningen af Åbenbaringens Bog og slutningen af Bibelen. Guds bolig kommer ned fra himlen og lander her på Jorden, hos os!

Hvordan kommer vi hjem? Det Nye Jerusalem kommer til os!

v1 Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone. v2 I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene.v3 Og der skal ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone skal stå i byen, og hans tjenere skal tilbede ham, v4 og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande. v5 Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder. (Åb 22,1-5)

Dette er adventisternes håb for fremtiden.

Men lige nu bor vi i et fremmed land, som ikke er vores eget. Mens vi venter, er der brug for tro og udholdenhed. Og opfordringen i Åbenbaringens Bog er at tage skridtet ud af dette land ved ikke at tage del i landets synder. (Åb 14,6-12 og Åb 18,4) For nogle adventister har det betydet at forlade “faldne” kirker, der ikke syntes lovlydige, og blive adventister i stedet. Men så simpelt er problemet ikke, at det kan løses gennem formelt medlemskab. At skifte kirke er en relativt overfladisk løsning, selv om det måske kan være en del af det større skridt. Det handler om værdier. Og som vi ser ud fra plottet i Åbenbaringen, så handler det ikke mindst om tilbedelse – at vi retter vores øjne mod Skaberen frem for at rette det mod det (menneske)skabte. Mange adventister er skyldige i at tilbede og lovprise det menneskelige (traditioner, bygninger, præster, osv.). Mange ikke-adventister har til gengæld forstået ikke at lade verdens normer og værdier diktere deres tilbedelse, men tilbeder Skaberen, og ham alene. De tre engles budskaber i Åb 14,6-12 er et evigt evangelium til os alle sammen.

Jeg tøver lidt med at skrive et indlæg i denne debat, for jeg har selv venner, der er homoseksuelle, og det spørgsmål, der almindeligvis optager mig allermest i forhold til dem, er hvordan jeg får kommunikeret til dem, at Gud elsker dem. Gud elsker mig til trods for alle mine svagheder og syndige tendenser, og han elsker homoseksuelle til trods for deres.
Jeg stiller mig ikke i en eller anden overlegen position på nogen måde, hvor jeg ser mig selv som mere åndelig eller hellig end homoseksuelle. At dømme folk er jeg konsekvent modstander af (det samme var Jesus), men at dømme adfærd er noget ganske andet. Adfærd har man altid lov at fundere over i forhold til kategorierne “rigtigt” og “forkert”. Det er vi nødt til for at finde frem i verden og for at hjælpe hinanden på ansvarlig vis. Derfor lægger jeg heller ikke skjul på, at jeg opfatter homoseksuel adfærd som moralsk “forkert”, selv om Gud elsker alle homoseksuelle. (Dette var bare en introduktion til det egentlig blogindlæg.)

En del af problemet i debatten om hvorvidt homoseksuelle skal have mulighed for at gifte sig med partnere af samme køn i kirken er dette: Folk tror, dette drejer sig om rettigheder. Det gør det ikke. Det drejer sig om virkeligheden.

Politisk korrekthed dikterer, at homoseksualitet opfattes som lige så “normalt” som heteroseksualitet. Med “normalt” mener vi, at vores normer skal indrettes efter det, og at der ikke er noget afvigende ved homoseksualitet, og at homoseksuelle mennesker ikke er en minoritet, der praktiserer uhensigtsmæsssigt. Ordet “normalt” kan ikke kastes rundt som et synonym for ordet “almen” eller “almindeligt”, som det nogle gange sker, da “normalt” har at gøre med, hvordan tingene bør være. Følgende betragtninger understreger for mig, at mennesker ikke bør være homoseksuelle:

• Langt de fleste mennesker er heteroseksuelle. (Denne kan ikke stå alene, naturligvis.)
• Hvis alle mennesker var homoseksuelle, så ville menneskeheden uddø.
• Homoseksuelle forhold varer kortere;
• Der er en større grad af promiskuøs adfærd blandt homoseksuelle;
• Dødeligheden blandt homoseksuelle er væsentligt højere end heteroseksuelle.

(Jeg kan desværre ikke dokumentere for disse tal lige her, men de plejer heller ikke være genstand for stor uenighed – de plejer som regel bare at blive ignoreret af den ene side i debatten, som håber at den anden side af debatten ikke opdager dem.)

At erklære homoseksuelle forhold for “normale” er altså mere et udtryk for politisk korrekthed og frygt for diverse sociale kræfter, end det kan siges at bunde i en rationel analyse af faktiske forhold. Hvis noget er “normalt”, så er det jo forbilledligt, men hvem kan ærligt overfor sig selv påstå, at ovenstående forhold er forbilledlige?

Disse er forhold, som vi kan komme frem til via almen sund fornuft, men som kristne opererer vi med endnu en etisk autoritet: Bibelen. Jeg har personligt ingen forventning om, at ikke-kristne skal indrette sig efter Bibelen, og derfor er den ikke væsentlig for rigtig mange mennesker, men den er til gengæld afgørende for, hvad man gør i kirken. (En væsentlig del af problemet er altså, at ikke-kristne, deriblandt sekulære politikere, medvirker i diskussionen om, hvad der er ret at gøre i kirken.)

Bibelen har ting at sige om begær og seksuel umoralskhed, men for mig er dette i virkeligheden et forkert sted at starte. Når det kommer til kristen seksualmoral, så er der én ting, mange lader til at have misforstået: Sex udenfor ægteskabet er forkert, ikke kun fordi sex udenfor ægteskabet er dårligt — men fordi sex indenfor ægteskabet er det eneste gode. Gud er ikke først og fremmest imod dårlig sex, han er først og fremmest for god sex! Gud skabte jo sex som en gave til mennesker, og han ønsker, at mennesker skal have det bedste ud af det. Og den virkelig gode sex, den sande fysiske tilfredsstillelse, den kødelige forening af kroppe, finder man i ægteskabet.

Det er den tanke, vi finder i Bibelens skabelsesberetning – en tanke, som Jesus også refererer til i sin dialog med farisæerne. Tanken er, at manden og kvinden er kompatible med hinanden, fordi de oprindeligt er skabt af samme kød, og derfor bliver kødet i ægteskabet “genforenet” på naturlig vis, som om den ene har, hvad den anden mangler:

v21  Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. v22  Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. v23  Da sagde Adam:      »Nu er det ben af mine ben      og kød af mit kød.      Hun skal kaldes kvinde,      for af manden er hun taget.«v24  Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød. (1 Mosebog 2,21-24)

Tanken her er dog en uddybelse af det, som allerede blev kommunikeret i Bibelens allerførste kapitel, hvor mand og kvinde bliver nævnt som det, der sammen er skabt i Guds eget billede:

v27  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. (1 Mosebog 1,27)

I næste vers opfordrer Gud dem til at formere sig og blive talrige, underforstået at det er deres velsignede enhed med hinanden (som skabt i Guds billede), der gør dem i stand til at selv at fortsætte Guds arbejde med at skabe nye mennesker, jvf. Evas udbrud i 1 Mosebog 4,1: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.«. Dette er fundamentet for hele den bibelske ægteskabsforståelse.

Ægteskabet består altså af en mand og en kvinde. Dette handler på ingen måder om, at mennesker ikke har ret til at gifte sig med kameler eller giraffer eller flere mænd eller flere kvinder. Det handler om, at det med udgangspunkt i, hvad ægteskab i virkeligheden betyder, ikke kan lade sig gøre. Mennesker er født uden vinger, og derfor kan de ikke flyve. Intet menneske har dog nogensinde klaget og sagt: “Gud, det er for galt, at jeg ikke har samme ret som fuglene!”

Mænd kan ikke gifte sig med mænd, og kvinder kan ikke gifte sig med kvinder. Måske de gerne måtte, hvis det var muligt, men nu er det ikke muligt, og derfor bliver spørgsmålet aldrig relevant. Vi er ikke skabt til at kunne forenes kødeligt og sjæleligt med nogen af samme køn, der gør os komplet. Det kan være, vi bilder os ind, at vi kan blive det med én af samme køn, men vores anatomi siger lidt noget andet, og det samme gør det psykologiske aspekt måske også, hvis vi tør forholde os til facts og tør sammenligne med heteroseksuelle forhold.

Homoseksuel sex vil altid være forkert, fordi det er sex udenfor ægteskabet. Men alle mennesker har dog stadig samme rettigheder. Du har den samme ret, hvad enten du er homoseksuel, biseksuel eller heteroseksuel. Du har lov at gifte dig med et menneske af modsatte køn, som er myndig og villig til at lade sig gifte med af dig.

Dette er definitionen på det, kristendommen kalder ægteskab. Det kan være, sekulariserede har en anden definition. Men i kirken bruger vi bibelens definition; hvorfor skulle vi ellers kalde os kristne? Hvorfor skulle vi ellers blande Gud og kirke og præster ind i det? Jeg vil ikke blande mig i, hvad de gør på rådhuset. Jeg tøver også med at blande mig i, hvad de gør i folkekirken, som jeg ikke selv tilhører. Men nogen gange giver vi alligevel vores mening til kende, selv om vi ikke bliver spurgt…

Blandt ateister, agnostikere og helt almindelige sekulære mennesker, der bare er en smule allergiske overfor religiøs tro, hører man af og til, at tro er fint nok, bare folk holder det for sig selv. I sin mere aggressive form kan en person finde på at sige: “Jeg ikke vil påduttes andres holdninger!”, eller “Folk ikke skal trække deres tro ned over hovedet på mig.” Enkelte gange har jeg været ude for, at ateister manipulerede med begrebet religionsfrihed og har defineret det som “frihed fra religion” i stedet for “frihed for religion”. (Et kig i historiebøgerne er nok til at vise, hvad religionsfriheden egentlig står for, og hvorfor den er så vigtig.)

Men hvad betyder det egentlig, når folk siger sådan? Kan tro påduttes nogen? Kan det trækkes ned over hovedet på én? Hvad mener man, når man siger sådan? Umiddelbart lyder det jo som åndelig vanrøgt: at nogen rent faktisk har infiltreret ens tanker og puttet sine egne ideer derind! Man kommer jo næsten til at tænke på sidste års store biograffilm, Inception, hvor heltene træder ind i en forretningsmands underbevidsthed for at “plante” en ide, som han så vil tro er hans egen. Men det ved vi jo godt ikke kan lade sig gøre. Bevares, vi har alle sammen magten til at give ideer til hinanden, uden at man kan sige nej tak. Jeg kan få dig til at tænke på en lyserød isbjørn, og du kan ikke gøre noget ved det. (Hvad tænker du på nu?) Men at putte tanker i hovedet på folk er ikke det samme som at have påduttet “tro”: Uanset hvad jeg skriver, så kan jeg ikke få dig til at tro, at den lyserøde isbjørn står i din baghave, hvis du ikke vil tro på det. Det evner jeg ikke at “pådutte” dig eller “trække ned over hovedet” på dig.

“At pådutte nogen sine holdninger” bliver således et ganske meningsløst koncept — og også “at trække sin mening ned over hovedet på andre” også — for hvad er det egentlig, man siger, at personen gør? Siger man, at personen bare ytrer sit synspunkt? (Det er der vel ikke noget galt i?) Siger man, at han tvinger én til at acceptere synspunktet? (Det er vedkommende vel ikke i stand til? Du kan bare bestemme dig for ikke at ville tro på det.)

Nogen vil argumentere for, at man kan gøre det med børn, og det er der noget rigtigt i. Dine børn vil overtage det verdensbillede, de bliver præsenteret for, hvad enten det er religiøst eller naturalistisk. Men i det større samfund har du ikke magten til at fastholde dem i dit verdensbillede med tvang, når de vokser op. Nogen prøver naturligvis (oftest det vi vil kalde sekter), ved at isolere børnene og lære dem ikke at tænke i nye baner. Men det lader sig ikke rigtig gøre, for de kæmper imod et videnssamfund, hvor kritisk tænkning (oftest) er en dyd. Selv Jehovas Vidner, der ellers “lukker af” for så meget, forbliver i Jehovas Vidner, ikke fordi de ikke har overvejet andre verdensbilleder, men fordi de frygter de sociale konsekvenser, hvis de åbent udtrykker den tvivl eller udforsker de anderledes ideer, som de helt naturligt møder. Alle børn bliver voksne, og selv hvis vi kan styre folk på ydersiden (som visse religioner prøver på, men også har svært ved), så er tankerne frie og oftest udenfor menneskers rækkevidde. I en almindelig samtale med en person har jeg kun den magt over vedkommende, som personen giver mig.

Hvad nogle folk ønsker, men ikke altid er frække nok til at sige ligeud, er en form for frihedsindskrænkelse af religion. De ønsker, at de religiøse skal være som dem selv, og hvis ikke de er det, så skal de holde mund eller gemme sig væk. Tolerancen overfor religion er meget lav i det danske samfund i øjeblikket. Der er langt flere religiøse i Danmark, end folk er klar over. De sidder på bussen og i toget, på kontoret, i receptionen og i venteværelset. Men når de er i det offentlige rum, viser de ikke deres tro, for de har lært, det ses ned på — at det svarer til at “trække deres holdninger ned over hovedet på folk” og at “pådutte dem deres tro”. Koncepter, der som sagt ikke giver mening.

Det er ikke så længe siden jeg kommenterede på et blog indlæg på Økumenisk Ungdom med titlen, “Dem vi andre ikke vil lege med“. Her tog Marie Bohn Olsen, der er styrelsesmedlem i Økumenisk Ungdom, hul på diskussionen om hvem man bør lukke indenfor i varmen i Økumenisk Ungdom. Emnet var i sig selv tankevækkende for mig, fordi jeg altid har opfattet økumeniske fællesskaber – så længe jeg har kendt til fænomenet – som fuldstændig åbent af natur; the more, the merrier. Men det skal indlægget måske også ses som en reaktion på. Men den virkelige overraskelse kom, da jeg læste følgende sætning, som jeg også kommenterede på under indlægget:

Det har fået mig til at tænke over, hvordan vi afgrænser den økumeniske bevægelse. Hvem er ikke inviteret? Hvor går grænsen? Ved adventisterne? Mormonerne? Jehovas Vidner? Hvem bestemmer det, og hvilke konsekvenser har det for økumenien? Umiddelbart mener jeg ikke, at alle skal kunne melde sig under de økumeniske faner.

Jeg havde ærlig talt ikke set for mig, at adventisterne skulle nævnes i den sammenhæng. Vi er måske den nye falske treenighed: Advent, Mormon og Jehova? Jeg må indrømme, jeg ikke fandt det videre flatterende at blive sat i sådan et selskab, men det skal jeg naturligvis også passe på med at sige, da der jo kan sidde mormoner og vidner og læse med. (Vidner er nu vante til det.)

Men omvendt er det jo ikke en tilfældighed, at vi opfattes som nogen “udenfor”. Adventister har virkelig ikke været ret meget fremme i skoene, når det kommer til økumeniske fællesskaber, og det er der både historiske og teologiske grunde til. I Syvende Dags Adventistkirken finder man unægteligt en stor skepsis for det at organisere sig og forpligte sig til andet end Guds ord. Jeg ved ikke, hvor meget eller hvor lidt det er værd at gå ind i den bagage, der har været med til at forme vores attitude overfor andre kristne, men jeg synes til gengæld det er vigtigt at forstå, at Adventistkirken i dag er meget nuanceret på det punkt, særligt i den vestlige verden.

Jo, man kan godt blandt adventister støde på en udtalt skepsis overfor andre kristne. Jeg kender selv adventister, der i ramme alvor er parate til at stemple alle andre kirker som Babylon (ligesom Jehovas Vidner gør) og se sig selv som den eneste loyale restmenighed, der er tilbage af Guds folk. “Selvfølgelig er der også sande kristne ovre i de andre trossamfund,” vil de måske sige, men så vil de tilføje, “men Gud vil, at de skal flytte deres medlemskab over til os!” Jeg vil ikke benægte, at denne attitude findes i alle lag i Adventistkirken. Syvende Dags Adventistkirkens verdensleder, Ted Wilson, synes at være på linje med denne politik til forskel fra hans forgænger, Jan Paulsen, der havde etableret gode forhold med andre trossamfunds ledere.

Det er altså en politisk ting. Det er noget, vi slås lidt om herovre, virker det til. Da vi i Århus Cafékirke, som er en menighedsplantning tilknyttet Syvende Dags Adventistkirken, besluttede os for, at vi gerne ville være en del af Økumenisk Ungdom (det startede egentlig med, at Økumenisk Ungdom opsøgte os), så forhørte vi os med ledelsen af kirken i Danmark. Vi fik følgende svar:

Det generelle princip som vi vanligvis følger i Adventistkirken, er: Vi deltager gerne i økumeniske sammenhæng. Vi sætter grænsen der hvor medlemskab eller engagement leder til forpligtelser som vi ikke kan leve op til. Det kan være i forhold til økonomi, etik, teologi, livsstil e.l.

Umiddelbart vil jeg tro, at mange andre kristne sætter grænsen det samme sted. Økumeni går vel ikke ud på at assimilere alle kristne og lave én megakirke? For helt ærligt, hvem gider det? (Udover måske et par paveglade katolikker her og der?) Som jeg opfatter økumeni, så handler det om at kunne have fællesskab og at kunne gøre en forskel med en gensidig respekt for vores forskelle.

Derfor kom vi også frem til, at der ikke var nogen hindring for, at vores lille gruppe tilsluttede sig Økumenisk Ungdom, i hvert fald ikke fra adventistsiden. Spørgsmålet er så, om der er nogen hindring fra den anden side (den økumeniske)? Består vi kristen-testen? Som adventister tror vi jo på Jesus som død og korsfæstet for vore synder og opstået fra de døde og ser ikke mindst frem til hans genkomst. Vi tror på den kristne fortælling, som vi finder den i bibelen, fra Skabelse til Det Nye Jerusalem, og vi tror for resten også på Treenigheden – det vil sige, at Faderen, Sønnen og Helligånden er tre personer, men alle tre ligeværdigt en del af guddommen. Vi tror på, at vi er frelst ved nåde, ikke ved lovgerninger, og at Jesu død på korset tilvejebringer Guds tilgivelse, og at Gud på det grundlag har ophøjet Jesus. Jeg vælger ikke mine ord med omhu; jeg remser bare op, hvad jeg opfatter som kristendom, og hvad jeg tror, de fleste kan stå inde for.

Så min konklusion er: Vi er lidt sære, os adventister, og jeg skal gerne uddybe hvordan vi er sære (med glæde!), men kristne er vi ikke desto mindre, og vi vil gerne have mere at gøre med andre, der også er det trods deres særheder. Om Marie Bohn Olsen sætter grænsen ved adventisterne, det er naturligvis op til hende, men jeg håber ikke, at det er en generel trend. Lad os da i hvert fald lige snakke om det, okay?

“Biskoppen skal lade være med at blande den politiske debat med religion. Hvis folkekirken vil politisere, må den frigøre sig og ikke være en statskirke.” Sådan sagde Jørgen S. Lundsgaard fra De Konservative efter at have været til en gudstjeneste, hvor biskoppen nyfortolkede lignelsen om “den barmhjertige samaritaner” og sammenlignede den ligegyldige præst med et folketingsmedlem og samaritaneren med en somalisk asylansøger. Mens Lundsgaards udtalelse naturligvis afspejler en endnu større debat om forholdet mellem stat og kirke og også om selve princippet i at indlede folketingsåret med en gudstjeneste, så afslører udtalelsen måske også i sig selv en uvidenhed omkring kristendommens karakter.

Kristendommen er nemlig politisk, og hvis man har et kendskab til Jesu lære, så burde denne kendsgerning være svær at slippe udenom (efter min beskedne mening). Godt nok er der forskellige definitioner på politik, men de fleste kan observere, at hvor der er meninger om, hvordan tilværelsen bør struktureres, og hvordan midler bør fordeles, dér er der politik. Og kristendommen er ikke ligegyldig overfor den slags spørgsmål. Den promoverer stærke moralbegreber, som har konsekvenser for hele tilværelsen. Det er udtryk for naivitet, når politikere (og andre) bilder sig ind, at en persons kristne tro kan isoleres fra hans beslutninger på alle livets andre områder. Kristendommen kan således heller ikke prædikes på en måde, hvor alle kan stå inde for det, der bliver sagt, for den er kontroversiel i sin dybeste natur – det er den i dag, og det var den på Jesu tid.

Når man ser på sammensætningen af Jesu disciple, så taler det med højt volumen om hans forhold til politik. Man finder både Simon Peter, der var zelot (Luk 6,15), og Mattæus, som var skatteopkræver (Matt 9,9). Den ene var rabiat modstander af Romerriget, som var besættelsesmagten, mens den anden samlede afgifter ind til dem. Guds rige forkyndes altså bredt, og Jesus ser et potentiale i alle uanset politiske overbevisning. Det betyder dog ikke, at han ikke korrigerer på dem! Han giver udtryk for klar pacifisme (Matt 26,52), men samtidig gør han forskel på Gud og Cæsar, selv om Cæsar satte sig selv lig Gud og faktisk kaldte sig “Guds søn” – en titel Jesus også accepterede på sig selv! (Matt 22,21). Paulus samler denne tråd op mange år efter hans død og opstandelse, idet han skriver til menigheden i Rom – af alle steder – at Jesus er blevet “stadfæstet som Guds søn med magt og vælde”. På en god og kristen måde giver Paulus altså Cæsar fingeren. Du er ikke den sande konge, for det er Jesus!

Kristendommen har altid været politisk, og det bør ikke undre nogen, at de første kristne blev forfulgt så grundigt i de første 300 år efter Kristi fødsel. De kristnes lære var ikke populær, ligesom den heller ikke er blandt specifikke folketingsmedlemmer i dag. Jesu lignelser, som biskoppen for nogle dage siden lod sig inspirere af, var ikke mindre politiske. Der var en vrede blandt Jesu tilhørere, da han første gang foreslog, at en samaritaner faktisk kunne være at betragte som en persons “næste”! Og at et “næstekærlighedsforhold” kunne opstå mellem en samaritaner og en jøde var et politisk postulat af vilde proportioner!

Responsen på Jesu tid giver genlyd i Jesper Langballes klager over, at “biskoppen med udsagnet om den somaliske asylsøger som barmhjertig samaritaner og udsagnet om næstekærlighed i en globaliseret verden åbner op for at lave politik ud fra kristendommen”. Jamen, hvad forventer du? Han er jo biskop, så det er dét, han er ansat til: at prædike evangeliet rent og klart, selv når det drejer sig om et politisk ukorrekt begreb som næstekærlighed og alt, der ellers hører sig til! Lad dog for Guds skyld være med at ignorere hans udsagn af den grund.

Dette blogindlæg er inspireret af denne artikel:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/383442:Kirke—tro–De-Konservative-kritiserer-aabningspraediken

I en udtalelse offentliggjort i går, siger formanden for Adventisternes verdens kirke Ted N. C. Wilson ”Brænd en koran dag” er ”i direkte modsætning” til den måde hvorpå kristne bør relatere til andre i indbyrdes respekt.

”Et kendetegn på adventistkirken er dens forsvar for friheden af samvittigheden, som den ser som en Gud givet universel menneskeret for alle fredselskende troende personer, og det er underordnet hvilke religiøs overbevisning vedkommende har”, sagde han.

Kilde: www.adventist.dk/Default.aspx?ID=5&PID=4159&NewsID=3343